KUNSTNER: MARIA CICCIA SMIDL
April 2026
Jeg er billedkunstner med baggrund i scenografi og performance. Mit arbejde kredser om det sanselige og det ufundne og jeg arbejder intuitivt og procesorienteret. Jeg undersøger, hvordan materialer i flader, installationer og performative sammenhænge kan åbne rum og bevægelse. Jeg søger efter stemninger og lytter med øjet og komponerer billedet som en nokturne eller en kakofoni.
Mine kularbejder opstår med afsæt i kullet og penslens strøg, gnidning og udviskning. Overfladen er et felt for spor, forskydninger og genklang. Kullet fremtræder som stof og aflejring, der både insisterer og er i færd med at forsvinde, en materialitet, hvor det intime og det distante er forbundne.
Jeg arbejder med en sparsom visuel grammatik, der lader figurer opstå, som isolerede skulpturer eller intime aflejringer der favner hele fladen.
Kontrasten mellem kullet og den rå flade danner udgangspunkt for undersøgelser af form og opløsning. Som en frihedssøgende sansning, hvor dybde, åbninger og perceptioner af krop, tid og rum kan træde frem som intime forskydninger. Jeg bruger materialet som både proces og koncept, fra valg af lærred, der præpareres fra bunden, papir, som ofte er fra deadstock og kul, der sankes fra vidt forskellige steder, fra antikke kulmiler på Sicilien til rester fra et afbrændt bål i Sydhavnen. Materialerne og deres tilblivelsesproces bærer deres egen fortælling, som sammen med litterære, kosmiske og intime erfaringer og stemninger, danner betydningens komplekse afsæt.

Improper phenomena, detail 2022.

Improper phenomena, Solo Byens Kro, København 2022

Titlen Improper Phenomena udspringer af Hanna Arendts læsning af biologen Adolf Portmanns skelnen mellem proper og improper fænomener i Åndens Liv (2020). Hos Portmann betegner proper det, der træder frem og kan ses, mens improper peger mod det skjulte, det, der befinder sig under overfladen og ikke umiddelbart lader sig iagttage. Arendt undersøger denne skelnen i sin refleksion over menneskeånden som fænomen.

Jeg har ladet begrebet improper være et afsæt for kularbejderne. De udspringer af noget, der endnu ikke har en klar form, en sansning, en stemning eller en indre bevægelse, som først gennem arbejdet finder vej til overfladen. Kulstregen er en måde at give det usynlige form.

Kullets mørke og stoflige karakter peger samtidig mod undergrunden og det underbevidste. Når kullet trækkes hen over overfladen, opstår et felt mellem det, der viser sig, og det, der unddrager sig. Noget kommer frem, men noget forbliver skjult.

I denne bevægelse ligger også en forskydning af det upassende, det, der ikke passer ind, ikke lader sig kontrollere eller endnu ikke kan artikuleres. Arbejdet bliver en en form for alkymistisk proces og integrering af det ”upassende”.

Improper Phenomena er således et prisme for værkerne og for en bevægelse mellem mørke og lys, indre og ydre, det synlige og det, der endnu befinder sig under overfladen.

“Negativ Sol” 2025 Soloudstilling, Baghold, København

 

Din sol min sol skinner

og brænder igennem 

dit åbne øje

i en dansende spiral

 

Din sol min sol bevæger sig 

og befrugter 

din tomme bug

 i titusinde stråler

 

Din sol min sol gennemlyser

et uendeligt mørke

der spider din åndes

frostklare dråber.

 

Din sol min sol vender landskab

og sluger

dig fuldt og helt

i et frådende kys

Negativ Sol l, Kul på Manifold A3

Negativ Sol ll, Kul på Manifold A3

Negativ Sol lll, Kul på Manifold A3

Negativ Sol lV, Kul på Manifold A3

Negativ Sol V, Kul på Manifold A3

Negativ Sol Vl, Kul på Manifold A3

Netotsjka & Kassandra 2023/25

Netotsjka. Kul på Lærred 120x180x2 cm

Kassandra. Kul på Lærred 120x180x2 cm

Lydhør 2025

Lydhør I. Kul på manifold A3

Lydhør II. Kul på manifold A3

Lydhør III. Kul på manifold A3

Lydhør IV. Kul på manifold A3

Kassandras Sol, Performance, Baghold, København 2025

Samples from the performance “Kassandra’s Sol” September 2026 View more

CV

Maria Ciccia Smidl er billedkunstner med en tværæstetisk baggrund inden for scenografi og performance. Hendes billedkunstneriske
praksis tager afsæt i kullet som både materiale og koncept.
Hendes værker opstår gennem indre sansninger og transcenderende
processer, der drives af det, der synes fremmed, skjult, glemt eller
fortrængt. Arbejdet kredser om, hvordan enkle forskydninger i
overfladen kan fremkalde dybde og intensitet.
Med rødder i en praksis, der også omfatter lyd og stemme, arbejder hun med en særlig opmærksomhed på resonans, rytme og rum. I de senere år har hendes billedkunst bevæget sig mod et mere minimalistisk udtryk, hvor kontrast, tæthed og tomhed er central.
Hun har præsenteret soloudstillinger i København, bl.a. Negativ Sol (Baghold, 2025) og Improper Phenomena (Byens Kro, 2022). Parallelt har hun en omfattende erfaring som scenograf i Danmark og internationalt, hvilket influerer hendes arbejde med rum, komposition og materialitet.
Hendes praksis er kendetegnet ved en vedvarende undersøgelse af materialets potentiale for at skabe åbne, sanselige billedrum, hvor betydning forbliver i bevægelse.

UDDANNELSE
1995 – Afgang, Danmarks Designskole, linjen for rum (scenografi)
2011 – Cand.it i Digital Design og Kommunikation, IT-Universitetet

UDSTILLINGER OG BILLEDKUNST / PERFORMANCE (udvalgt)
2025 – Negativ Sol, soloudstilling, Baghold, København
2024 – Luksus I, performance, Forsøgsstationen, København
2023 – Soloudstilling, Zahles Gymnasium Kunstforening
2022 – Improper Phenomena, soloudstilling, Byens Kro, København
2021 – Feber, performance
2020 – Sam-tale i 8. Hus, Voices of Pythia
Anthology of a Frogkisser (performancecyklus, udvalg)
2018 – X, Baghold
2016 – IX, 100 Års Uro
2015 – VIII, Baghold
2014 – Vl ”I believe i can fly” Albrechtsens Galleri, København
2013–2011 – Tidligere dele, Baghold og København NV

KURATERING OG FAGLIGT ARBEJDE
2016 – 100 Års Uro
2015 – Stifter af SCENOGRAPHY
2013 – Redaktør og skribent, scenografidk

SCENOGRAFISK PRAKSIS (udvalgt)
Udvalgte produktioner i Danmark og internationalt, herunder:
• Odense Teater
• Teatro di Roma
• Det tjekkiske Nationalteater
• Teatret ved Sorte Hest
• Folketeatret